Veneto

Veneto er et stort område beliggende øst for Gardasøen over til Adriaterhavet og helt op mod nord til grænsen til Østrig. Det er uden tvivl rødvinene fra Valpolicella nord for Verona der er de mest kendte. Herfra kommer både Amarone della Valpolicella og Valpolicella Ripasso. Derudover er det nok hvidvinene fra Soave og de mousserende Prosecco som er kendt af de fleste.

pr. side

12 varer

Faldende orden

12 varer

De berømte rødvine fra Veneto

I det nordøstlige hjørne af Italien finder man Veneto. I det billedskønne, bakkede, bjergrige og frodige landskab udspringer nolge af italiens mest berømte vine; Amarone della Valpolicella. Det er vine der i hele verden, og i særlig høj grad i Danmark, hæderkrones for deres voluminøsitet, fylde, blødhed og koncentration. Amarone har også en "lillebror", Ripasso, som laves ved at tilsætte druekvaset til den "almindelige" Valpolicella og gære mosten en anden gang, for at trække den resterende sukkerholdige saft ud af de tørre druer, og tilføre vinen mere saft og kraft. 

Disse druer bruges i Amarone

De vigtigste blå druer i Veneto er Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara. Det er druer der er egnet i det kølige klima, og i sig selv giver vine med en klar frugtprofil og relativt højt syreindhold. Det er derfor druer der giver elegante, frugtdrevne vine. Det er samtidig druer der egner sig godt til lufttørring, appassimento, som er tilfældet i Amaroneproduktion, og giver fyldige, bløde og ofte sødmefulde vine. 

Vores eget Venetohus, Villa Mattielli, drives af søstreparret Roberta og Valeria Mattielli. De er dygtige, nyskabende vinmagere, der laver en elegant, silkeblød og frugtdreven Amarone, der står i modsætning til den mere gammeldags stil hvor svesker og rosiner dominerer. Deres Ripasso er lige så flot, der med sin friskhed og bløde krop vælter de fleste billige Amaroner af banen. 

Sådan laves Amarone

Det var i 1950'erne at man begyndte at se rødvine kaldet Amarone, og produktionen var meget beskeden. Da den tørre Amarone blev kendt i 1990'erne steg produktionen eksplosivt og i løbet af de næste 20 år blev produktionen intet mindre end 10-doblet! Amarone laves på appassimento metoden, hvor man tørrer druerne inden de laves til vin. Seriøse producenter af god Amarone vil ofte lade druerne tørre i op til 4-5 måneder. På det tidspunkt er op mod 40% af væsken i druerne forsvundet, og sukker og smagsstoffer er blevet koncentreret. Det siger sig selv at en god Amarone bliver en forholdsvist kostbar rødvin, når så stor en del af udbyttet fordamper. Det særlige ved Amaronevinene er den høje alkoholprocent (mindst 14%), den koncentrerede smag og ofte en smule sødme. Indtil 1990'erne blev de fleste appassimento druer ikke brugt til Amarone, men til den søde Recioto som laves på samme måde. Forskellen er blot, at når man ønsker en Recioto dell Valpolicella, så stoppper man gæringen så mængden af restsukker bliver højere. Til ost, kraftige desserter med chokolade, eller til ris á l'amanden til jul er det oplagt at servere en god Recioto.

Sådan laves Ripasso

Mange kender Ripasso som en slags lavpris Amarone. Det er dog noget af en tilsnigelse med den betegnelse, selv om mange danske importører har solgt deres Ripasso som en lille Amarone. Der er dog en vis sammenhæng. Det druekvas der bliver tilbage når vinbonden har lavet Amarone indeholder stadig en del smagsstoffer. Det er en del af disse smagsstoffer man trækker ud når man laver en Ripasso. Selve vinen til Ripasso er en klassisk Valpolicella lavet på druerne Corvina, Corvinone og Rondinella. Denne vin bliver lavet umiddelbart efter høsten af helt almindelige vindruer der ikke er tørret. Når Amaronevinen så er færdig, så tager man  den almindelige Valpolicella rødvin og hælder sammen med kvaset fra Amaronen og giver denne vin en ny gæring sammen med kvaset. I denne proces trækkes der smag og alkohol ud af Amaronekvaset og tilføjer yderligere smag og kraft til vinen. Resultatet er Ripasso. Ordet Ripasso er afledt af Ripassare som betyder "at passere" igen, da man oprindeligt lavede Ripasso ved at lade vinen løbe gennem kvaset fra produktionen af Recioto.

Det er desværre en udbredt myte at Ripasso er 2. presning af Amaronedruer. Det er det ikke!. Ripasso vil altid være lavet af en ny vin der får en ekstra gæring sammen med Amaronekvas.

Hvidvine fra Veneto

Udover de to ovennævnte rødvine laves der også mange andre flotte vine i Veneto. Hvidvinene fra Soave bør man også unde sig selv at smage. De er kendtegnet ved en elegant og frisk stil hvor man bland andet kan finde, æble og blomst med en forfriskende afslutning. Soave hvidvin lave primært på Garganegadruer, ofte sammen med en smule Chardonnay eller Trebbiano.

Hvad er Prosecco?

Den mest kendte mousserende vin fra Italien må være Prosecco. Den laves i det østligste Veneto over mod Venedig. Området for Prosecco strækker sig endnu længere mod øst ind i Friuli. Produktionen af den mousserende Proseeco er stor, og med en deraf svingende kvalitet. En rigtig god Prosecco er en fornøjelse med sin egen kvalitet og charme, dog uden at nå niveauet for Champagne. Prosecco laves primært på druesorten Glera, men der kan indgå op til 15% af andre druesorter. Prosecco findes i både tørre, halvtørre og sødlige versioner. De bedste og den største produktion er dog af tør Prosecco. En god Prosecco kan kendes ved en tør og forfriskende syrlig smag med nuancer af både æble og pære i harmoni med blomsterrig afslutning.

Aldersbegrænsning
For at besøge dette website, skal du være minimum 18 år gammel.